Blodprop i hjertet
Da blodproppen ramte, blev der vendt op og ned på Helles liv. Det efterfølgende forløb var hårdt. Men det fik også Helle til at indse hvad, der er værd at værne om i livet.
En blodprop er en tilstopning af en blodåre. Den begrænser gennemstrømning af iltholdigt blod til hjertemusklen.
Årsager
Den klart hyppigste årsag til en blodprop i hjertet er åreforkalkning. Mere præcist opstår en forsnævring i kranspulsåren uden på hjertet, der forsyner hjertet med iltholdigt blod. Aflejring af fedt, kolesterol og kalk fra blodet er skyld i forsnævringen. Går der hul på en aflejring, vil blodplader klumpe sig sammen og danne en prop af blod, der stopper for tilførsel til hjertet. Med alderen får de fleste åreforkalkning. Det sker over tid og kan ses allerede fra tidlig ungdom. Sygdommen udvikler sig meget individuelt fra person til person og afhænger af arvelighed, risikofaktorer og behandling (se nedenfor).
Symptomer
Symptomer på blodprop i hjertet er ikke ens for alle. En blodprop giver ofte hjertekrampe eller kraftige smerter i brystet. Mange beskriver brystsmerter som trykken for brystet, og ubehaget kan vare i flere minutter ad gangen, evt. ledsaget af:
- Mavesmerter
- Smerter i begge arme
- Smerte i halsen
-
Kæbesmerter
Symptomerne kan dog også være langt mere diffuse:
- Svimmelhed
- Ubehag
- Mathed
- Åndenød
- Klamsved
- Besvimelse
- Opkastning
- Angst
Ring straks 1-1-2, hvis du oplever symptomer på en blodprop i hjertet, da lægehjælp er påkrævet så hurtigt som muligt.
Undersøgelser
Ved mistanke om blodprop i hjertet bør man hentes akut af ambulance. I ambulance tages et hjertekardiogram (EKG). Ved tegn på en større blodprop i hjertet vil du blive kørt direkte til et hjertecenter og få lavet en akut røntgenundersøgelse af kranspulsårerne (KAG). En akut ballonudvidelse (PCI) er en mulig behandling. Viser EKG tegn til en mindre blodprop vil du blive indlagt på din lokale hjerteafdeling og blive undersøgt på hjertecenter inden for et par dage. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med en bypassoperation. Du vil efterfølgende blive sat i en medicinsk behandling (læs mere nedenfor).
Behandlinger
Der er gode muligheder for at medicinsk behandle og forebygge åreforkalkning, som er den hyppigste årsag til blodprop I hjertet. Derudover kan du selv gøre en del for at forebygge åreforkalkning i form af livstilsændringer. Medicinske behandlinger, der typisk anvendes, er:
- Blodfortyndende medicin
- Blodtrykssænkende medicin
- Kolesterol sænkende medicin
- Behandling af sukkersyge
-
Medicin mod hjertekrampe
Hvad kan jeg selv gøre
Udover medicinsk behandling kan du selv gøre en del for at forebygge åreforkalkning i form af:
- Stop med at ryge
- Dyrk motion
- Spis sundt
- Få målt dit kolesteroltal – og få behandling, hvis det er for højt
- Få målt dit blodtryk – og få behandling, hvis det er for højt
- Få målt dit blodtryk i benene
- Bliv undersøgt for diabetes - og få behandling hvis man har sygdommen
- Undgå overvægt
Når Blodproppen Rammer
Hør Per Hildebrandt, speciallæge, Frederiksberg Hjerteklinik, forklare om blodprop i hjertet
Bliv klogere på blodpropper
I de nedenstående fire temaer kan du lære mere om de mange sider af din hjertesygdom, og hvordan du forebygger en fremtidig blodprop. Som pårørende har du også mulighed for at blive klogere på livet som kronisk hjertepatient. Læs mere om pårørende til en hjertepatient.